Vi har efterhånden oplevet en meget stor interesse for at komme ud at se og opleve vore Bisonokser på tæt hold.
For 3 år siden fik vi bygget ”prærievognen”, så det var muligt under nogenlunde komfortable forhold at opfylde disse ønsker.
Det vil ikke være tilrådeligt at færdes til fods inde i mellem dyrene, det er jo af natur vilde dyr, selvom de virker fredelige, når de går rundt og græsser.
Vi har brugt prærievognen rigtig meget i forbindelse med ÅBENT HUS arrangementerne, og vi har haft besøg af mange forskellige foreninger, bl.a. Rotary, Lions Club m. fl.
Børnehaver, skoleklasser, sfoer og institutioner med udviklingshæmmede har også besøgt os og har haft stor fornøjelse af turen.
Der er plads til 25 voksne på vognen, er der børn med, kan der godt sidde flere. Den er overdækket, men i regnvejr kan man godt blive lidt våd alligevel, så velegnet udetøj tilrådes.
Vi begynder sæsonen i maj måned, når de nyfødte kalve er begyndt at hoppe rundt i folden, og slutter i september/oktober, når føret i marken gør det vanskeligt at komme rundt derude.